rationalitetsillusionen

skrevet og redigeret af Thomas Thaulov Raab

- eller:

hvorfor overbevisning og evne til at argumentere sjældent følges ad

Kender du det?

Du er helt overbevist om, at du ved, hvad du mener om et bestemt emne. Og du er også 100 procent sikker på, at du også vil kunne argumentere for, hvorfor du mener, som du mener, hvis nogen skulle spørge. Jo stærkere din overbevisning er, jo mere sikker bliver du endda på, at du også har denne evne til at forsvare dine synspunkter.

Sådan tror jeg faktisk, det fleste af os har det. I hvert fald indtil vi bliver spurgt. For når vi rent faktisk bliver bedt om at redegøre for vores holdninger, så er det ofte som om, vi ikke lige kan finde alle de gode argumenter, som vi bare ved, vi havde parat.

Årsagen til at vi ind imellem har denne fornemmelse, behøver intet at have at gøre med glemsomhed. Det skyldes tværtimod en simpel mekanisme, som resulterer i dette paradoks: at hvor overbevist man er om en bestemt holdning, og om at man også vil være i stand til at argumentere for den, jo større forskel vil der være mellem denne overbevisning og ens reelle evne til at forsvare sit standpunkt!

illusionen om vores egen rationalitet

Der er kort sagt ingen sammenhæng mellem, hvor overbevist man er om, at man ville kunne argumentere for sin sag, og hvor god man rent faktisk er til det.

At dette ikke er tilfældet, skyldes næppe at man udvikler en særlig glemsomhed som følge af stærke overbevisninger. Det skyldes snarere, at vores overbevisninger i langt højere grad, end vi måske bryder os om at tænke over, udspringer af mere udefinerbare mavefornemmelser, frem for af rationelle argumenter, som vi kan gengive for andre.

Problemet er blot, at vi ikke desto mindre opfatter det omvendt, og tror stædigt og inderligt på, at vi så godt som altid er rationelle og logiske væsener, hele vejen igennem. Og dermed naturligvis også kan argumentere for vores overbevisninger - også selvom det typisk ikke er tilfældet i praksis.

Om ikke andet, så kan dette være (endnu) en god grund til ind i mellem at være lidt skeptisk over for personer, med åbenlyst tilkendegiver deres markante overbevisning om deres egne holdninger. For selvom de selv føler sig dybt overbevist om, at de også vil kunne argumentere for, hvorfor netop disse holdninger skulle være så meget bedre eller mere gennemtænkte end andre, er det langt fra altid sådan, at denne overbevisning rent faktisk holder stik i praksis.

det nødvendige vægelsind

Dermed ikke være sagt, at mere vægelsindede er bedre til at argumentere for deres holdninger. Blot må man erkende, at dette vægelsind i virkeligheden er et udtryk for en større realitetssans omkring, hvor godt vi generelt er til at argumentere for vores holdninger og overbevisninger.

Vil man imidlertid gerne nyde godt af både en fast overbevisning og undgå at falde for illusionen om, hvor godt man kan argumentere for sine egne holdninger (når dette slet ikke er tilfældet), er der tilsyneladende kun en kur: At sørge for at udsætte sig selv og sine holdninger for stadig udfordringer.

Ovenstående illusion kan kort sagt kun brydes ved at man til stadighed reflekterer over alle de argumenter, som kan anføres imod den holdning man har. At man til stadighed udfordrer sig selv og sin overbevisning, og konstant og med åbne øjne overvejer, om man i virkeligheden også har så meget ret, som man nu gik og troede.

Kort sagt: den som er bedst til at argumentere og forsvare sine holdninger, er sjældent den udadtil mest overbeviste med de mest markante holdninger. Det er derimod den, som ikke blot forsvarer sine holdninger, men som har modet til stadighed at afprøve disse holdninger ved at reflektere over og overveje de mange modargumenter, som kan fremføres mod disse overbevisninger.

reference:

Fisher M, Keil FC (2013) The Illusion of Argument Justification. Journal of Experimental Psychology: General (i trykken).