Hesten, Hans, Hannelore og lille Klaus

hans_astrid_billede Da den tyske astronomistuderende og underofficer Hans Bergers (1873-1941) hest på en kold, klam og diset dag i 1893 mister balancen og falder, udløses en række begivenheder, der kommer til at medføre et afgørende gennembrud i den moderne søvnforskning.

Hans Berger har meldt sig som frivillig til den kejserlige tyske hær og er på inspektionstur i et oversvømmet skovområde i den nordlige del af Thüringen i Tyskland, da uheldet sker. Hesten snubler, falder og tumler hjælpeløst ned i en af de dybe vandfyldte grøfter. Hans Berger falder af hesten, og den panikslagen militærhest lander oven på sin hjælpeløse rytter. Det er farligt. Nede i den dybe vandfyldte grøft kæmper Hans Berger for sit liv. Hans mund og næse fyldes med koldt slimet mudder, luften presses fra lungerne, og det sortner for hans øjne.

Hesten er ikke dummere end andre heste, men det er også nok. Alle hestens ben pumper rundt i mudret som plejlstænger, hovedet kastes frem og tilbage, og hestevrinsk gennemskærer luften. Det sidste, Hans Berger husker, før han besvimer, er synet af et vidt opspilet rødsprængt hesteøje, der panikslagent, tilmudret og tankeforladt stirrer ham i møde. Men heldet er med Hans Berger, han slipper fri fra hesten, og da han kommer til sig selv igen, står hesten prustende og sitrende på den mudrede sti oppe over grøften. Hans Berger kæmper sig op af grøften. Han kommer op på hesten igen og rider tilsølet, men i live, ind til soldaterforlægningen.

Her kunne historien så være endt, hvis det ikke var, fordi Hans Berger samme aften modtager et telegram fra sin fader, der bekymret spørger til sin søns helbred. Det viser sig nemlig, at Hans Bergers søster, Hannelore, samme dag, præcis på det tidspunkt, hvor Hans Berger lå i grøften under hesten og kæmpede for sit liv, havde haft en voldsom fornemmelse af, at noget katastrofalt var undervejs. Dette telegram overbeviser Hans Berger om, at der må være mere mellem himmel og jord. Overbevist om telepatiens realitet beslutter Hans Berger sig for, at han vil vie resten af sit liv til udforskningen af telepatiens gåde.

Hjemme igen opgiver Hans Berger derfor astronomistudierne og begynder i stedet for at studere medicin. I 1897 afslutter Hans Berger sin lægeuddannelse og bliver ansat ved den psykiatrisk afdeling ved universitetshospitalet i Jena og påbegynder her sin studier af telepatiske fænomener. Ud fra ret tågede forestillinger om telepati og radiobølger går Hans Berger i gang med at undersøge hjernens elektriske aktivitet.

Det helt store gennembrud kommer dog først i 1924, hvor Hans Berger, ifølge myten, sidder hjemme i sin udestue sammen med sønnen Klaus (1912-1941), som er forsøgsperson. Lille Klaus sidder på en stol, på hovedet har han fået fastgjort elektroder, som er forbundet med et indviklet elektrisk apparatur. Lille Klaus har fået besked på at udsprede telepatiske tanker, og han sidder og tænker og tænker - spreder telepatiske tanker ud over hele Jena by - men lige meget hjælper det. Hans Bergers måleinstrumenter forbliver stumme - flade kurver er det eneste, der kommer ud. Og her kunne historien så atter have været slut, hvis det ikke havde været, fordi Hans Berger nægtede at give op. Han måler og måler, men så en dag, da sommersolen står ind i stuen i huset i Jena, og fluerne summer i vindueskarmen, slumrer den lille Klaus til sidst blidt og stille i søvn. Og nu sker der pludselig noget. Hans Bergers instrumenter vækkes til live, og de smukkeste kurver bliver afsat af Klaus´ elektriske hjerneaktivitet. Biologien har afsat et spor, en opdagelse er gjort, og det er ikke telepatien, der har talt. Det, Hans Berger ser den sommerdag i Jena, er, at hjernens elektriske aktivitet ændrer sig, når hjernen falder i søvn.

Den moderne søvnforskning er født.

(Sidst ændret 15. maj 2012)