Hjernespind

Alting er en illusion. Hvor ofte hører vi ikke disse ord. Og så er de oven i købet sande. Vores virkelighed ER en illusion. Intet andet. Intet levende væsen vil nogen sinde komme til at kende sandheden om virkeligheden. Det eneste vi kender til virkeligheden, er hvad hjernen fortæller os. Hvad hjernen finder på. Og hjernen ved kun, hvad den får at vide, fra de sanser der betjener den.

Mennesket og de andre medlemmer af abefamilien har synet som den vigtigste sans. Aberne er skabt til et liv i træets top. Et liv hvor afstandsbedømmelse og evnen til at "se sig for" er altafgørende. Når vi aber opfatter og beskriver virkeligheden er synssansen det vigtigste. Vi drømmer i synsindtryk, vi husker i synsindtryk og vi meddeler os til hinanden i synsindtryk. Mennesket møder verden med øjnene, menneskets verden er den visuelle verden. Sådan er det ikke altid. Grisen går helt anderledes til værks. Grisens verden er trynens verden, og grisen føler sig frem. Et hastigt kig på svinehjernen viser tydeligt, at langt den største del af grisehjernens sansekortex er afsat til at behandle føleimpulser fra trynespidsen (Fig.1). Alt tyder på, at grisen oplever verden gennem trynen. Skal man underholde en gris, skal man ikke sætte en video på, så skal man give den noget spændende at gnubbe trynespidsen imod. Der er mange gode timers tankeleg gemt i overvejelserne over, hvorledes verden ser ud for de andre pattedyr: Hunden der opsnuser sin virkelighed, rotten der mærker verden med sine knurhår, flagermusen der lever i ekkoet af sine egne skrig. Verden er mangfoldig, og der er altid noget at tænke på.

Sanserne er de fangarme, som hjernen sender ud i virkeligheden for at samle viden, og hjernens fortolkning af sanseinformation er en ren eventyrfortælling. Vi ser ikke det som øjet ser. Det vi ser i vores bevidsthed er hjernens fortolkning, af det som øjet ser. Det er det tætteste, vi kommer på virkeligheden og det er langtfra. Langt størstedelen af vores virkelighedsopfattelse er baseret på hjernedigt. Hjernespind. Noget hjernen finder på for at få tingene til at hænge sammen.

Når hjernen skal danne vores virkelighed, arbejder den med moduler. For at spare tankekraft reducerer den virkeligheden til nogle få simple enkeltbeskeder. Når jeg står på Vestervej på Sejerø og ser en rød bil komme imod mig, så er det min hjernes fortolkning af virkeligheden, som jeg oplever. Så er der en del af min hjerne, der har genkendt et eller andet som en bil, en anden del af min hjerne har opfattet genstanden som rød, og en tredje del af min hjerne har bestemt sig for, at genstanden bevæger sig hen imod mig med en given hastighed. Og sådan er det hele vejen igennem. Hele det komplekse scenario der rammer mine øjne som utallige lyspletter bliver reduceret til simple enkeltbeskeder, som bliver sendt til min bevidsthed. I min bevidsthed skaber hjernen så den virkelighed, der er min; oplevelsen af at stå på Vestervej og se en rød bil komme kørende mod mig. Det fungerer i praksis, jeg går ikke ud foran den røde bil, og stod jeg ved siden af et andet menneske, ville vi begge være enige om, hvad det var vi så. Det fungerer, som nævnt, i praksis, men sandheden er, at vi ikke aner, hvad der er vi ser. Ingen ved hvad øjet ser, vi kender kun hjernens fortolkning. Alting er hjernespind, og så er der meget mere, end vi aner. Vi sanser kun den del af virkeligheden, vi har sanser til. Den virkelige virkelighed forbliver for evigt ukendt. Sådan er det!

Copyright: Peter Lund Madsen