|
 Verdens
Farligste Dyr
 Dengang
jeg var 9 år gammel, var jeg sammen med min familie
på Zoologisk Museum. Vi, min mor, min far, min bror
og jeg var inde og se en udstilling, som handlede om denne
vor klodes fremtid. Det var en kritisk udstilling. Det var
en udstilling, der fortalte om overbefolkning og forurening.
Det var en udstilling i tidens ånd. Det var en af de
første gange, jeg blev konfronteret med alle de ulykker,
som vi mennesker er skyld i. Det var en af de første
gange, jeg blev gjort opmærksom på de mange problemer,
der ventede forude. Det var en tankevækkende udstilling,
og det var ikke en udstilling, man blev i godt humør
af. Det er jo ikke altid, man bliver i godt humør af
at blive klogere. Specielt den sidste del af udstillingen
gjorde et stort indtryk. Det var et slag med halen der ville
noget. Allersidst, lige før udgangen, hang et stort
spejl. Spejlet var i gulvhøjde og over spejlet hang
et skilt med teksten: "VERDENS FARLIGSTE DYR". Hverken
mere eller mindre. Verdens farligste Dyr. Man kunne ikke undgå
at blive fanget ind. Alle skulle forbi. Her kom sandheden
for en dag. Alle blev fanget ind af spejlet. Her stod man
så, uforvarende, en stille søndag i september.
Med sin lillebroder på 6. Med tynde korte hvide ben
i korte bukser og ankelsokker. Med strithår, klare øjne
og med en gryende dårlig samvittighed. Verdens Farligste
Dyr. Det var begyndelsen. Her blev min fornemmelse for menneskeartens
farlighed grundlagt. Denne fornemmelse har fulgt mig gennem
livet. Lige indtil for ganske nyligt, hvor jeg tog spørgsmålet
om menneskets farlighed op til fornyet overvejelse. Er vi
mennesker virkeligt verdens farligste dyr? Er det os mennesker,
der sidder på magten? Disse spørgsmål kan
kun besvares ved at skue tilbage. Sandheden om mennesket finder
vi ikke i os selv. Sandheden om mennesket finder man ikke
på en rejse mod sjælens inderste. Selvindsigt
og psykologi giver ikke svaret. Vil man forstå mennesket,
skal man betragte mennesket i udviklingshistoriens perspektiv.
Mennesket skal forstås ud fra menneskets plads i naturhistorien.
Sådan er det.
Gør man det, går man tilbage i naturhistorien
står det klart, at vi mennesker ikke er særligt
farlige. Bevares på kort sigt kan vi virkeligt lave
ballade. Men sagen er at vi mennesker primært er farlige
for os selv. Med menneskehjernen går alting lynhurtigt.
Og det bliver værre og værre. Menneskearten er
i risiko for at uddø. Vi er en truet art. Vores store
magt over tingene vil uvægerligt medføre, at
vi i fremtiden vil bringe os i situationer, der vil true vores
eksistens. Indtil nu har vi mennesker kun udløst én
globalt truende situation - den kolde krig - den situation
klarede vi, men flere vil følge. Menneskeheden vil
blive konstant udfordret. Det eneste vi kan gøre er
at stramme os an og håbe det bedste. Men hvor længe
vil det gå godt? Ikke til evig tid. Så ja - vi
er farlige for os selv. Men set i det store perspektiv så
er vi sandsynligvis slet ikke særligt farlige. For at
være et virkeligt farligt dyr skal man have tid. Og
den tid er jeg ikke sikker på, at vi mennesker får.
Havde blågrønalgen været et dyr, så
havde den været en værdig kandidat til titlen
"Verdens Farligste Dyr". Blågrønalgerne
havde en milliard år, og de fik virkeligt sat sig spor.
De små blågrønalger forurenede atmosfæren
med ilt. De forbrugte næsten alt den CO2, der var i
atmosfæren. De satte jordelivet på den anden ende.
De var rigtigt farlige, men de havde også tiden. Sammenlignet
med blågrønalgen er vi en fuldstændig harmløs
art. Tænk lige på det. Og så. Tak for denne
gang.
Copyright: Peter Lund Madsen
|
