Historien om det Hvide Snit - Hvad gik galt ?

Det Hvide Snit er en af lægevidenskabens stor fejltagelser. Tallene er meget usikre men man må regne med at der over en periode på 30 år blev foretaget ca. 150.000 operationer. I langt de fleste tilfælde viste operationen sig at være til skade for patienterne. De blev inaktive, de blev apatiske, ja nogen gik så vidt som til at mene at patienterne med Det Hvide Snit mistede deres personlighed. De patienter der før havde været en uroelementer på de mentale institutioner blev plejebyrder i eget hjem. Her bagefter ser det ikke så kønt ud. Det Hvide Snit var en fejltagelse fra den helt spæde begyndelse hvor Freeman & Watts trænede deres færdigheder på ligene på Patologisk Institut. Allerede da Moniz startede vidste man nok om hjernen til at man burde kunne have indset at det var en meget dårlig ide at fjerne eller ødelægge pandelapperne.Alligevel gik man i gang, alligevel fortsatte man. Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor var der ikke nogen der sagde stop? Var Det Hvide Snit frugten af nogle få fanatiske mænd forfængelige drømme, eller var hele lægestanden involveret? Hvad var drivkraften bag det hele?

At blive forarget over Det Hvide Snit er den nemmeste sag i verden. Men skal bagklogskaben udfoldes i eftertænksomhedens klare lys er billedet naturligvis mere kompliceret. Der er kun få ægte skurke her i verden. Drivkraften bag udfoldelsen af det Hvide Snit var ikke ondskab, drivkraften var desperation. For hvad var alternativet? Da man gik i gang med Det Hvide Snit var behandlingsmulighederne for psykiatriske sygdomme meget begrænsede. Der var stort set intet at gøre. Der var de forskellige chokterapier men herudover eksisterede der ikke behandlingsmuligheder for de svære sindslidelser. Forholdene på de belastede psykiatriske institutioner var forfærdelige. På de statslige institutioner i USA kunne patienterne være spærret inde i årevis under ubeskrivelige forhold. Nøgne, vanvittige, levede patienterne i deres eget skidt. Det var forhold hvor næsten hvad som helst var et bedre alternativ. Det Hvide Snit blev sådan et alternativ. Med Det Hvide Snit kunne man opnå at patienter der før operationen måtte spærres inde nu kunne tillades en vis grad af frihed. Patienter der før var i deres pinefulde hallucinationers vold blev nu stille og rolige. Stillet over for alternativet syntes bivirkningerne efter det Hvide Snit som noget nær et luksusproblem. Fordi der ikke var nogen der kunne opstille et bedre alternativ blev det meget svært med overbevisning at kritisere eller forbyde operationerne. Det Hvide Snit var en katastrofal fejltagelse, men baggrunden for fejltagelsen var desperation.

Dette være sagt så er der stadig ting der det er vanskeligt at undskylde. Først og fremmest så var den videnskabelig standard i de undersøgelser der fik betydning for udbredelsen af Det Hvid Snit alt, alt for ringe. Mange undersøgelser var direkte tåbelige. Havde man benyttet sig af ordentlige kontrolgrupper, var materialet blevet gjort ordentligt op. Ja så havde man også meget hurtigere indset de mange bivirkninger der var forbundet med Det Hvide Snit og så havde man haft et meget mere kvalificeret grundlag at beslutte sig på. Her svigtede man. Her svigtede man alvorligt.

Udover det videnskabelige så burde man have stoppet Freeman meget før. Man kan ikke have en mand der på eget initiativ, uden kontrol, dag efter dag foretager mindst 9 hjerneoperationer med en issyl. Freeman var for langt ude, alle alarmlamper blinkede i årevis. Han skulle have været stoppet. Her blev de kollegiale hensyn strukket et par stater for langt.

Og til slut efter alt er sagt - ja undskyld mig Egas Moniz, men helt ærligt - så var opdagelsen af Det Hvide Snit ikke en Nobelpris værdig. Basta.

Copyright: Peter Lund Madsen