Historien om det Hvide Snit - Mogens Fog skælder ud

En af de sidste der skældte Walter Freeman ud var Mogens Fog, professor i neurologi og rektor på Københavns Universitet.I 1970 afholdt man i København Den Anden Verdenskongres om Psykokirurgi og Walter Freeman var naturligvis med. Oprindeligt var han slet ikke inviteret, men han havde mere eller mindre inviteret sig selv og nu sad hen så på forreste række bevæbnet med resultater oghørte Mogens Fog byde deltagerne velkommen. Længe tegnede det til at blive den sædvanlige velkomsttale men pludselig vendte Mogens Fog sig om mod den aldrende Walter Freeman, han kiggede ham direkte i øjnene og begyndte så at skælde ham ud. Mogens Fog talte om Walter Freemans operations metoder og om hvorledes de altid havde slået ham med "forbløffelse og rædsel". Det var ikke en alvorlig gang skældud og Walter Freeman var vant til det, men det var alligevel med et resigneret suk at Walter Freeman måtte erkende at ikke engang her i en lille by i det uanseelige Skandinavien kunne han være i fred. Der var skældud hvor end han kom.

Tingene så i det hele taget ikke godt ud for Walter på dette tidspunkt i hans liv. Han var 74 år gammel. To af hans seks børn var døde, den ene ved en ulykke, den anden, 3 måneder forinden, af kræft. Hustruen var så svækket at hun var nød til at bo på plejehjem. Og havde dette ikke været nok så var Walter Freeman selv en syg mand, Han havde sukkersyge, synet svigtede og han havde endetarmskræft. Han var allerede blevet opereret to gange men sygdomme blev ved med at bryde op. Det var noget skidt.

Det der plagede Walter Freeman mere end noget andet var imidlertid at han så klart kunne mærke at hans indflydelse i lægeverdenen nærmede sig et nulpunkt. Ingen hørte på hvad han sagde. Han var blevet "et levende fossil - en dinosaur". Tre år forinden havde man frataget ham retten til at operere. En af hans tidligere patienter havde fået et tilbagefald og Walter Freeman havde atter forsøgt sig med Det Hvide Snit - en reoperation - den variation af det hvide snit som han kaldte "Det Dybe Snit". Det var gået galt, en blodåre var skåret over, patienten var død og så havde man altså frataget ham retten til at operere.

Frataget muligheden for praktisk gerning kastede Freeman sig så over sine såkaldte "follow up" studier. Kræftsyg og ensom rejste Freeman fra stat til stat for at opsøge tidligere patienter. Som det meste Freeman foretog sig var indsatsen i højere grad karakteriseret ved energisk stædighed end ved videnskabelig kvalitet. Utallige patienter blev opsøgt og alle blev de personligt og ret usystematisk vurderet af Walter Freeman. Det blev bl.a. inddelt i tre kategorier "helbredte", "bedrede" og "uforandrede", fuldstændigt som Moniz havde gjort det 35 år tidligere og næsten lige så usystematisk.

Det var resultater fra denne opgørelse Freeman præsenterede i København i 1970. Han talte i næsten en time om fordelene ved "issylsmetoden" (transorbital lobotomi) sammenlignet med det det traditionelle Hvide Snit (prefrontal lobotomi). Selvom der var mange data var reaktionen på hans præsentation næsten pinlig. Ikke en sagde et ord efter at han var færdig. Hvad skulle man sige? - Her stod en gammel syg mand og lovsang en operationsmetode som alle efterhånden så som en af lægevidenskabens store fejltagelser. Der var helt stille da Freeman var færdig, ingen havde noget at spørge om, alt var allerede sagt. Det var en ensom, syg og isoleret Walter Freeman der forlod København efter denne sin sidste offentlige fremtræden.

Efter hjemkomsten til USA fortsatte Freeman sine rejser fra stat til stat. Det var et kapløb med døden, to gange var han nød til at holde pause, kræften brød frem og han måtte lad sig indlægge. I 1972 var sygdommen så fremskreden at selv Freeman måtte overgive sig. Han måtte blive hjemme og den 31 maj 1972 døde Walter Freeman, ensom, omgivet af sine fire overlevede børn.

Walter Freeman var ikke en ond mand, han havde bare ikke evnen til at fornemme hvad han skulle bruge sin store energi til. Han var ikke lydhør og han begik katastrofale fejltagelser. Sjældent er så meget energi og en så sikker overbevisning blevet spildt på noget der var så forkert.

Copyright: Peter Lund Madsen