Historien om det Hvide Snit - Egas Moniz og den uartige abe

Selv ville han nødigt indrømme det, men de fleste andre er ikke i tvivl: Det var den 15 August 1935, ved tretiden om eftermiddagen, at Egas Moniz liv tog en dramatisk drejning. Indtil da havde Egas Moniz været i krise, men på dette tidspunkt inspireres Egas Moniz til en ide. En grænseoverskridende ide. En ide der skulle blive udgangspunkt for et forrygende karriereforløb der 18 år senere kulminerer med Nobelpris og æressymposium.

Det var på høje tid, dagen før havde været en dårlig dag. Egas Moniz havde stået ulasteligt klædt, lapset ville nogen mene, foran sin "udstilling" på Verdenskongressen for Neurologi. Verdenskongressen blev holdt i London og selvom Egas udstilling om cerebral angiografi havde tiltrukket sig opmærksomhed, så var det ikke de helt epokegørende resultater der blev præsenteret. Og det var lige netop det der plagede Egas. Han havde nemlig lovet sin mor at han inden han døde ville gøre en stor videnskabelig opdagelse. Han skulle sikre familienavnets udødelighed. Nu var Egas 61 år gammel og han havde endnu ikke gjort den store opdagelse som han havde lovet mor! Det var ved at være på høje tid. Som ældste søn født ind i en fin Portugisisk familie hvilede der et tungt ansvar på hans skuldre. For Egas betød status, magt og rigdom alt. Og han havde ikke indfriet sit løfte til mor. Det var ikke godt.

Dagen der skulle blive vendepunktet i Egas Moniz liv var også højdepunktet på kongressen. Hele dagen var sat af til at præsentere og diskutere de nyeste undersøgelser af frontallappernes funktion. Alle der var inde i varmen var der. Kurt Goldstein var der, Wilder Penfield var der og Henri Claude var der. Luften i salen var varm og trykkende men forventningerne var meget høje da dagens tredje taler John Fulton gik på talerstolen. Tilhørerne blev ikke skuffede. Professor Fulton var en dygtig taler, han havde hele salen i sin hule hånd mens han præsenterede sine data. Han fortalte om et forsøg hvor man havde undersøgt frontallappernes betydning for indlæringsfunktionen. To aber Becky og Lucy var blevet optrænet til forskellige opgaver, herefter havde man operativt fjernet frontallapperne. Hvad kunne aberne nu? Hvor meget af det indlærte forsvandt med frontallapperne?

Efter præsentationen var der spørgsmål fra salen og diskussionen gik indsigtsfuldt. Under diskussionen fortalte professor Fulton, nærmest som et kuriosum, om de personlighedsforandringer som fjernelsen af frontallapperne havde medført i den ene af de to aber. Den ene abe Becky havde været fræk, uligevægtig og hidsig i den første del af forsøget. Flere gange havde hun rullet rundt i buret og skreget og ved en enkelt lejlighed havde hun sågar bidt professoren i armen. Men alt det var forsvundet efter at lægerne havde fjernet frontallapperne. Nu var Becky helt rolig, gjorde alt som hun fik besked på. Hun var som en helt ny abe. Med professor Fultons ord var det som om hun var blevet medlem af en "happines cult".Da Egas Moniz hørte om hunaben Becky og hvad fjernelsen af frontallapperne havde gjort for hende blev han fyr og flamme. I den lummervarme foredragssal så han lyset. Han fik en ide. En yderst dristig ide. Havde han ret - og hvorfor skulle han tage fejl - så ville han langt om længe være på sporet af den store opdagelse. Den opdagelse der skulle sikre ham ære og udødeligt ry. Den opdagelse som skulle indfri løftet til mor. Dagen efter var kongressen slut og på vej hjem i toget var Egas Moniz så ophidset og eksalteret som han ikke havde været det længe. Han følte sig ung igen. Han lagde planer. Han drømte. Og da toget kørte ind på perronen på hovedbanegården i Lissabon havde han allerede fundet på navnet til sin store opdagelse. Navnet var psykokirurgi. Og nu skulle der bestilles noget. Verden lå åben, verden ventede.

Copyright: Peter Lund Madsen