Historien om det Hvide Snit - første kapitel

De havde trænet på et lig først. Forsigtigt havde de boret seks huller forrest i kraniet på den døde. Gennem hullerne havde de stukket det nyopfundne instrument "Leucotomet". Leucotomet var en slank stålpind med en påhæftet løkke af ståltråd. Dette instrument havde de ført rundt i den forreste del af den døde hjerne. De arbejde systematisk og da de var færdige var alle nerveforbindelser mellem pandelapperne og resten af nervesystemet ødelagt.

Det havde kun været træning, men den 14 september 1936 er det alvor. På denne dag er det en levende kvinde der lægger hjerne til. Kvinden er 63 år gammel og hun kommer fra byen Topeka i staten Kansas. Gennem nogen tid har hun været urolig og deprimeret. Mange behandlingsmetoder har været forsøgt, alle har de været virkningsløse. Nu bliver denne kvinde den første amerikaner der modtager "Det Hvide Snit". Operationen foretages af neurokirurgen James F Watts og han assisteres af projektets leder neurologen og psykiateren Walter Freeman. Operationen er aftalt mellem Walter Freeman, patienten og patientens ægtefælle. Selvom det er en mildest talt uprøvet teknik er patientens ægtefælle indforstået med operationen. Hvad er alternativet? Meget er forsøgt intet har hjulpet. Patienten selv er også indstillet på operationen, den eneste bekymring hun har haft har været for hendes krøller og dem har dr. Freeman lovet at passe på.

Operationen forgår i lokalbedøvelse og umiddelbart efter operationen er patienten klar til at besvare simple spørgsmål. Walter Freeman har nedskrevet de første ord der blev vekslet efter den første amerikanske præfrontale lobotomi, Amerikas første hvide snit.

Freeman: "Er du glad nu"
Patient: "Ja"
Freeman: "Du var jo ret oprevet da du kom her"
Patient: "Ja det var jeg vist, var jeg ikke?"
Freeman: "Jo det var du, hvad var det for noget?"
Patient: "Jeg ved det ikke, jeg har glemt det, det betyder ikke noget nu".

Efter denne korte ordveksling beskriver Walter Freeman hvorledes patienten vender sig mod sin ægtefælle med ansigtet oplyst af et fredfyldt smil. Efterforløbet er ret ukompliceret. Der er en kort periode hvor patienten mister talens brug men hun retter sig hurtigt og 17 dage efter operationen udskrives patienten. Som Freeman anfører i udskrivningsnotatet: "anticipating her return home, without eagerness, but also without apprehension". Og hvad krøllerne angår, de krøller patienten var så bekymret for - ja de gik til under operationen men som Freeman senere anførte: "She no longer cared".

Således forløber den første præfrontale lobotomi der bliver foretaget i USA. Oprationsresultatet begejstrer Walter Freeman og efter operationen er han ikke til at stoppe. Og han har medvind. I løbet af kort tid vinder operationen udbredelse som "den sidste mulighed" i komplicerede tilfælde af sindssyge. Tilfælde hvor alt andet har været forsøgt uden held. Den slags tilfælde var der mange af og i løbet af de næste ca. 20 år foretages der ca. halvtredstusinde "Hvide Snit" i USA. I Europa foretages formentligt et tilsvarende antal. Først i midten af halvtredserne kommer "Det Hvide Snit" i modvind. Og metoden har siden stået som en af "lægevidenskabens store fejltagelser". Ansvaret for miseren er for en stor dels vedkommende lagt på enkelte personer der i kraft af deres fanatisme og kritikløshed er holdt ansvarlige for de mange operationer der blev foretaget.

Men hvad var det egentligt der skete? Var "Det Hvide Snit" blot resultatet af nogle få fanatiske lægers ryggesløse handlinger, eller var operationen, da den stod på sit højeste, accepteret helt ind i den etablerede lægevidenskabs inderste cirkler. Historien om "Det Hvide Snit" er historien om en behandlingsmetode som det i bagklogskabens klare lys er meget nemt at fordømme. Det er en historie der maner til eftertanke. Ikke blot fordi hele forløbet i dag forekommer så forkert, men også fordi den et eksempel på hvor vigtigt det er at forstå et hændelsesforløb ud fra den tid det foregår i. Der kommer mere om "Det Hvide Snit" i de kommende uger.

Copyright: Peter Lund Madsen