Den Sidste Neanderthaler

Da Alt tyder på, at Neanderthalerne var en evolutionær blindgyde i menneskets udviklingshistorie. Neanderthalerne uddøde for godt 30.000 år siden. De sidste Neanderthalere levede på den golde hårde Gibraltar-klippe. Her uddøde Neanderthalerne. Her har han siddet, den sidste Neanderthaler, alene på klippen og tænkt. Vi ved ikke hvordan tankelivet udfoldede sig hos Neanderthalmennesket og vi kan kun gætte på, hvilke tanker der gik gennem hovedet på den sidste Neanderthaler. En ting kan vi dog regne med: Der er ikke noget der er mere ensomt end at være den sidste der er tilbage af sin art. Vi må tro at det var bitre og triste tanker der dominerede de sidste timer af den sidste Neanderthalers liv..

Alt tyder på at alle afgørende begivenheder i menneskets udviklingshistorie har udspillet sig i det centrale Afrika. Her opstod for ca. 780.000 år siden en af vore forfædre - arkaisk Homo sapiens. Arkaisk Homo sapiens var ret udviklede. De kendte til stenredskaber, de kontrollerede ilden, de byggede skindhytter og frem for alt - de havde udlængsel. De ville ud og se verden. De rejste ud i næsten alle verdensdele og de kom også til Europa. At overleve i datidens Europa var ikke nogen nem opgave - I Europa var det istid, det var koldt og klamt og føden var sparsom. Men alligevel var der en gruppe arkaiske Homo sapiens som for godt 130.000 år siden tog turen til Europa for at bosætte sig hér. I Europa tilpassede tilflytterne sig det kolde klima, udviklingen gik sin gang, og en ny underart opstod - Homo sapiens neanderthalensis - Neanderthalmennesket.

Neanderthaleren er Europas eneste bidrag til menneskets udviklingshistorie, og alt tyder på, at denne underart var en fiasko, der uddøde uden at bidrage til det moderne menneskes genmasse. Neanderthalerne var der, men deres gener blev ikke ført videre. Der hviler en uheldsvanger, fantasiforladt tunghed over Neanderthalerne. De kom altid galt af sted. Bemærkelsesværdigt mange Neanderthalskeletter bærer præg af uheld, forfald og tilskadekomst. Knoglebrud som var det rodeoryttere. Neanderthalernes tandkød rådnede og de tabte deres tænder. Behårede, lavstammede og muskuløse var de. Det var ikke et flot folk. Deres redskaber var primitive og mest bemærkelsesværdigt; redskaberne ændrede sig kun langsomt med tiden. Neanderthalerne lærte, men de lærte langsomt.

Og alligevel kunne det måske være gået. Der kunne stadig have været Neanderthalere i Europa hvis det ikke havde været for udviklingen. For mens Neanderthalerne fjumrede rundt i Europa, så fortsatte udviklingen i det centrale Afrika, og her opstod for godt 100.000 år siden det anatomisk moderne menneske, Homo sapiens sapiens, og også han skulle ud og erobre verden. Tidspunkterne er naturligvis under diskussion, men det er nok ca. 35.000 år siden, at de moderne mennesker ankom til Europa indrejst fra Afrika. Og her gjorde de kort proces. De moderne mennesker var langt de smarteste, og i løbet af kort tid fortrængte de Neanderthalerne til Europas yderhjørner og for 30.000 år var det ved at være slut. De sidste Neanderthalere levede og døde på Gibraltar.

Hér har han så siddet en dag, den sidste Neanderthaler, sulten og forfrossen, alene, på klippen ved Gibraltar, gennemtrængt af forvisningen om snarlig død. Han har mærket kuldedisen komme rullende ind fra Atlanterhavet. Sulten har gnavet i hans tarme, det har værket i det rådne tandkød, og i hans ensomhed har han været opfyldt af bitre tanker, om de nye mennesker der bare kom og tog det hele. Ikke alene var de altid heldige, de var også blærede. Og nu havde de ødelagt det hele. Sorte tanker i livets sidste stund. På et tidspunkt har det været slut, langsomt er livet ebbet ud af den sidste Neanderthaler. Ensom i døden. Ingen var der til at trøste ham, ingen var der til at savne ham. Udviklingen er uden nåde.

For yderligere om Menneskets udviklingshistorie anbefaler jeg på det varmeste Peter K.A. Jensens bog: Menneskets Oprindelse og udvikling (G.E.C. Gads forlag). Det er en af de mest spændende bøger jeg har læst.

Copyright: Peter Lund Madsen