Otto Loewis Drøm

Da Otto Loewi vågnede med et sæt vidste han at han havde fået en fantastisk ide. Den var kommet til ham i en drøm; idéen. Klokken var fire om morgenen, og han skyndte sig at skrive idéen ned på en lap papir. Så gik han til atter til sengs og faldt hurtigt i søvn. Alt var godt. Lige indtil næste morgen. For da Otto Loewi vågende igen havde han glemt sin idé og notaterne han havde skrevet ned var kun uforståelige skriblerier. Alt var tabt, den pådrømte ide var væk. Otto Loewi brugte hele den næste dag til at prøve at huske. Han var som i trance, hans øjne var vandede og uklare,hans fingre pillede ved alt og han talte kun i mumlende sætninger, men lige meget hjalp det, ideen var væk, tabt, det eneste hanhavde tilbage var en samling uforståelige notater på et rodet sengebord.

Men den der søger skal finde. Samme nat, da optræksuret i den store stue slog sine fire slag, vågnede Otto Loewi atter op med et sæt. Igen var hans hoved opfyldt af en fantastisk ide og igen var det noget han havde drømt. Og nu vidste han hvad det var. Det var idéen til et eksperiment. Og denne gang tøvede Otto ikke. På med frakken (direkte over pyjamassen) og så af sted til laboratoriet. Nu skulle der arbejdes. Og det blev der. Det eksperiment som Otto Loewi udførte den nat i 1921 er et af videnskabens smukkeste eksperimenter. Et simpelt og entydigt eksperiment som gav os ny og afgørende viden.

Dengang i begyndelsen af dette århundrede vidste man ikke hvorledes nervecellerne kommunikerede med hinanden. Man vidste at elektriske strømme løb langs membranerne i de enkelte nerveceller, men hvordan de elektriske strømme kom fra den ene nerve celle til den anden. Det vidste man ikke. Der var to grupper af forskere som stod stejlt over for hinanden. Den ene gruppe, mente at strømmen sprang som gnister fra nervecelle til nervecelle ("The Spark Theory"). Den anden gruppe mente, at overførslen af elektricitet skete via frigørelse af kemiske substanser. De forklarede overførslen af strøm således: Strøm løber gennem en nervecelle til den når endepladen hvor den medfører frigivelse af en kemisk substans. Den kemiske substans påvirker nabo-nervecellen, og strøm opstår i denne celle. Kemisk kommunikation ("The Chemical Theory"). Det var den sidste gruppe, der havde ret, men de kunne ikke bevise deres påstand og umiddelbart forekom deres teori at være meget fantasifuld. At den ydermere var fremsat af en medicinstuderende gjorde ikke tingene bedre. Tingene var gået i hårknude og diskussionerne blev mere og mere hysteriske.

Men den nat i 1921 udførte Otto Loewi sit eksperiment som en gang for alle, på smukkeste vis, afgjorde sagen. Otto Loewi opererede to, endnu bankende, frøhjerter ud af to frøer. Hjerterne anbragte han i hver sin skål fyldt med en nærende væske. Tilhæftet til begge hjerter var nervus Vagus, den nerve der, når den stimuleres, får hjertet til at slå langsommere. Og der lå de så de to hjerter, bankende. Nu stimulerede Otto Loewi nerven til det ene hjerte, og han så at dette hjerte begyndte at slå langsommere. I 5 minutter blev der stimuleret, og herefter førte Otto Loewi forsigtigt, væske fra skålen med det stimulerede hjerte over i skålen med det ikke-stimulerede hjerte. Og hvad skete der så: Det ikke-stimulerede hjerte begyndt straks at slå langsommere. Det stimulerede hjerte havde altså frigjort noget til væsken, en kemisk substans, der kunne påvirke nervecellekommunikationen i det ikke-stimulerede hjerte. Nervecellekommunikationen kunne være den rene kemi. Loewis eksperiment havde afgjort striden, det var den medicinstuderende der havde haft ret, og videnskaben kunne komme videre. I starten vidste Loewi ikke, hvad det var for et stof, der blev frigivet, men det fandt han ud af. Og så var der også en Nobelpris til ham!

Copyright: Peter Lund Madsen