|
Augustus,
Hans, Astrid og lille Fritz
Klokken
er sytten minutter i tolv den 15 november da Hans Bergers
hvide hest Augustus mister balancen og falder. På denne
dag, med dette styrt, udløses en række begivenheder
der kommer til at medføre et afgørende gennembrud
i den moderne søvnforskning.
Året er 1915, dagen, den 15 november er
kold, klam og diset. Europa er i krig. Manden på hesten,
Hans Berger, er underofficer i den kejserlige tyske hær
og han keder sig. Han befinder sig bag fronten og hans arbejde
består i at inspicere forladte skyttegrave for efterladt
materiel. Kedeligt koldt og æreløst. Som så
ofte før rider han langs de mudrede skyttegrave i Belgiens
mudderskove da han pludselig, uventet og utilsigtet kommer
i livsfare. Hesten Augustus får hoven viklet ind i et
stykke pigtråd, hesten falder, Hans Berger falder. Hans
Berger rammer skyttegravens mudrede bund før hesten.
Og der ligger han så med 569 kg tysk panikslagen militærhest
oven på sig. Det er farligt. I den kolde, smattede belgiske
skyttegravsbund kæmper Hans Berger for sit liv. Mund
og næse fyldes med koldt slimet mudder, luften presses
fra lungerne og det sortner for hans øjne. Hesten Augustus
er ikke dummere end andre heste men det er også nok.
Den er i panik. Alle fire hesteben pumper rundt i mudret som
plejlstænger, hestehovedet kastes frem og tilbage og
mudderblandede hestevrinsk fylder den disede belgiske efterårsluft.
Det sidste Hans Berger husker fra før han besvimer
er synet af et vidt opspilede rødsprængte hesteøje
der panikslaget, tilmudret og tankeforladt stirrer ham i møde.
Men heldet er med Hans Berger, han slipper fri fra hesten,
kæmper sig op på kantet af skyttegraven og får
med nød og næppe hevet Augustus med sig i sikkerhed.
Hans kommer på hesten igen og rider tilsølet
men i live indtil soldaterforlægningen. Her kunne historien
så være sluttet hvis det ikke var fordi Hans Berger
den næste dag modtager et telegram fra hans søster
Astrid Berger. I telegrammet står bl.a.: "Åhh
min kære Hans jeg er så frygtelig bekymret - i
går ved middagstid fik jeg den mest frygtelige fornemmelse
af katastrofe og snarlig død. Min kære Hans skriv
straks hjem og fortæl mig at alt er vel!!!!" Telegrammet
slår Hans Berger med forbløffelse. Det tidspunkt
hvor søster Astrid var fyldt med bekymring var lige
netop det tidspunkt hvor Hans Berger lå i mudderet under
Augustus - i livsfare. Der må være mere mellem
himmel og jord tænker Hans Berger og overbevist om telepatiens
realitet lover Hans Berger på sin tyske soldaterære
at han, hvis han overlever krigen, vil vie resten af sit liv
til udforskningen af telepatiens gåde.
Heldigvis for Hans, hans søster og for os andre overlever
Hans Berger krigen. Han vender krigstræt men intakt
hjem til villaen i Jena i det østlige Thüringen.
Her går han straks i gang med at indfri sit løfte.
Telepatiens gåde skal løses. Det er stadig starten
af dette århundrede og i disse år er det radioen
og radiobølgerne der er den nyeste nye. Derfor, som
indledning til eksperimenterne, bliver Hans Bergers lille
søn Fritz sat på en stol i vinterstuen i Jena.
Elektroder bliver fastgjort på Fritz' hoved og Fritz
får nu besked på at udsprede telepatiske tanker.
Den lille Fritz gør hvad fader forlanger, han sidder
og tænker og tænker - der bliver spredt telepatiske
tanker ud over hele Jena by - men lige meget hjælper
det Hans Bergers instrumenter forbliver stumme - flade kurver
er det eneste der kommer ud. Og her kunne historien så
atter have været slut hvis det ikke havde været
fordi at Hans Berger nægtede at give op. Han måler
og måler Den lille Fritz sidder i stolen, sommersolen
står ind i stuen i huset i Jena, fluerne summer i vindueskarmen
og til sidst slumrer den lille Fritz blidt og stille i søvn
og nu sker der pludseligt noget. Hans Bergers instrumenter
vækkes til live og de smukkeste kurver bliver afsat
af Fritz elektriske hjerneaktivitet. Biologien har afsat et
spor, en opdagelse er gjort og det er ikke telepatien der
har talt. Det Hans Berger ser den sommerdag i Jena er at hjernens
elektriske aktivitet ændrer sig når hjernen falder
i søvn. Den moderne søvnforskning er født.
Herfra går vejen til kortlægning af de forskellige
søvnstadier. Herfra udspringer opdagelser der siden
skulle vise os at søvnen giver os den første
forsmag og på sindssyge og død men det er en
helt anden historie.
Copyright: Peter Lund Madsen
|