Manden uden hjerne

Dengang jeg læste medicin, arbejdede jeg på en skole for udviklingshæmmede. Blandt eleverne var en ung mand, som var relativt velfungerende. Han kunne tale. Hans motoriske udvikling var normal, ja han kunne sågar læse og skrive lidt. Han kunne næsten det hele. Bevares der var en grund til, at han gik på skolen. Han var bestemt ikke den skarpeste kniv i skuffen. Men tager man i betragtning, hvilke arbejdsopgaver hjernen står overfor, så var det kun småting, der manglede. Det eneste han manglede var toppen af kransekagen. Det var kun marginaler, der adskilte hans hjernekapacitet fra min hjernekapacitet. Så langt så godt. Jeg læste videre, blev læge og nogle år senere mødte jeg den unge mand igen. Nu var det ikke som elev, nu var det som patient. Han havde slået hovedet, ikke alvorligt, man alligevel nok til at der blev foretaget en CT-skanning af hans hjerne. Bortset fra de nye omgivelser så lignede han sig selv, velfungerende og tung i det. Næsten normal. Derfor blev vi blev meget overraskede, ja nærmest bestyrtede, da vi så CT-skanningsbillederne af hans hjerne. Hjernen bestod nemlig udelukkende af en lille vævsforing yderst i kraniekaviteten, resten var væske. Jeg vil tro, at hjernemassen hos denne patient var begrænset til godt 15% af det normale. Denne mand, der kunne stort set det hele, havde næsten ingen hjerne!

Det er fortsat et mysterium for mig, hvad det er der spiller ind her. Hvordan kan man klare sig så godt med en så lille en hjerne? Og hvis min tidligere elev kunne så meget med så lidt, hvad skal vi andre så med de kæmpehjerner, vi render rundt med? Det kan jeg ikke forstå, det kender jeg ingen, der kan forklare. Det er et hjernemysterium. Og dem er der mange af. Der er mange uforklarlige tildragelser. Børnepatienterne med epilepsi der får fjernet den halve hjernebark, hvorefter de vokser op til en næsten normal voksentilværelse. Den svært demente patient (hvor hjernen er visnet bort), der ganske kortvarig kan klare op og her være i relevant kontakt med omverdenen. Disse tildragelser er ud fra vores nuværende viden reelt uforklarlige og tjener til at understrege, at vores viden om hjernen er ufuldkommen. Der er så meget om hjernen, vi ikke ved.

Helt centrale, dagligdags hjernefunktioner er langt hen ad vejen uforståede. Hvorledes lagres hukommelsesinformation? Hvordan opstår en tanke? Hvorfor sover vi? Hvad sker der i den drømmende hjerne? Hvordan finder nervecellerne vej i fosterhjernen? Ingen ved det. Der er opstillet spændende hypoteser, der foreligger lovende forsøgsresultater, men der er stadig ingen konkret forståelse. Hjerneforskningen er en ung videnskabelig disciplin. Det er ikke mere end 100 år siden, at man troede at ånd og krop var adskilte, nu ved vi at sjælelivet er et rent hjerneprodukt. Hjerneforskningen er nået langt, men hjernen er et indviklet objekt at studere. Der er stadig lang vej til det punkt, hvor vi kan begynde at forklare, hvorledes hjerneprocesser bliver til sjæleliv. Det skal man huske på. Det er meget muligt, at der mangler et eller flere lag af forståelse, før vi kan begynde at forstå hjernen for alvor. Først da DNA- molekylets struktur blev kendt, kom der for alvor gang i genforskningen. Så kunne alt lade sig gøre. På samme måde kan der være hjerneprocesser, der først skal forstås, før vi for alvor kan komme i gang med at forstå hjernen.

Vi må ikke glemme, hvor lidt vi ved. Alt udspringer fra hjernen. Sjælelivet er en hjerneproces. Det der skabte hjernen, skabte alt vi tror, der er. Sådan er det. Men på nuværende tidspunkt ved vi ikke nok til at forklare noget som helst. Sindslidelser er hjernesygdomme, men på nuværende tidspunkt ved vi intet konkret om, hvad det er, der går galt i den sindssyge hjerne. Der er så lidt vi ved. Vi skal være ydmyge.

Copyright: Peter Lund Madsen