Om dresserede høns

Vi frygter alle den store hvide haj. De fleste, der har været på badeferie i de varme lande, kender til frygten for haj-angreb. Det er ikke navnløs rædsel, der plager os, vi ved godt at risikoen er lille, men frygten lurer alligevel altid et sted. Man bader og fantasien får frit løb. Hjernen skaber billeder. Man står der i det varme vand, og forstiller sig slaget mod underkroppen. Man forstiller sig, hvorledes man kigger ned og ser at alt er væk, benene, underkroppen, alt er væk. Den hvide haj har været på besøg. De fleste frygter den hvide haj. Men spørgsmålet er om det forholder sig med den hvide haj, som det gør med voldsforbrydere. Vi har god grund til at frygte dem, men vi har ingen grund til at respektere dem. Hvad kan en haj egentlig?

Hajen kan finde frem til føden. Smider jeg et stykke råddent hestekød i vandet ude for Hawaii, så går der ikke lang tid, før der er en haj, der får fært. Har hajen først fået fært kan den med usvigelig sikkerhed svømme hen til det sted hvor hestekødet befinder sig. Når hajen er helt tæt på den rådne kødklump, sker der en kraftig stimulering af hajhjernen. Hajhjernen både lugter og ser kødet, og når stimuleringen bliver kraftig nok, går hjernen over i det program der hedder "nu spiser jeg", og det gør den så. Fuldstændig automatisk går hajen i gang med at tygge på alt, der er i nærheden. Vi har set det på TV kanalen Discovery; er hajen først er gået i gang, så går det galt, så kan det det gå udover dykkere, bådmotorer, bådshager. Alt der er i nærheden bliver spist. Den spisende haj er et stykke automatik, der er gået ind i æde-programmet. Intet kan stoppe den. På samme måde forholder det sig med de to andre hovedpunkter på hajens adfærds-repertoire. At parre sig og at slås. Når hajer parrer sig, eller når hajer slås, så sker det efter et fast program. Alt er fastlagt, alt sker automatisk. Hajen er intet andet end et stykke forprogrammeret automatik. Hajen er et stykke svømmende tarm, intet andet.

Hajen deler sin begrænsede hjernekapacitet med langt de fleste dyr her på jorden. Krybdyr, padder, fisk og fugle; alle har de en hjerne, der i princippet er lige så kedelige som hajens. I forhold til pattedyrene har denne gruppe dyr to begrænsninger. 1) Det er meget begrænset hvad de kan lære. Der er aldrig nogen, der har set en samling dresserede høns i cirkus. Ingen kan lære hønen noget, som nogen vil betale bare 25 øre for at se. Disse dyr er stort set akkurat lige så dumme, når de dør som de var da de blev født. Alt er forprogrammeret, næsten intet kan de lære. 2) Disse dyr ejer ikke evnen til at føle noget som helst. De strukturer der producerer følelser eksisterer ikke i deres hjerner. Man kan dræbe fiskemoders yngel, mens hun kigger på. Hun er ligeglad, hun er ikke i stand til at producere bare en enkelt følelse. Disse hjerner fungerer per automatik. De behøver slet ikke følelser. Disse dyr kan ikke vælge, de er ikke fri, de behøver ikke en vilje.

Menneskehjernen har strukturer tilfælles med disse dyr. Det er de strukturerer, vi samlet kalder krybdyrhjernen. Det er den del af vores hjerner, der indeholder drifter og Instinkter. Uden instinkter går det hele i stå. Krybdyrhjernen er den del af vores hjerne, der holder hele maskineriet i gang. Instinkterne repræsenterer hjernens naturkraft. Men krybdyrhjernen skal ikke være herre. Vi mennesker har løftet os ud over naturkræfterne. Mennesket har skabt kulturen. Det der adskiller os fra hajen og den dumme høne er omtanken, indlevelsesevnen og evnen til medfølelse. Kulturens fundament.

Dybt i vore hjerner lever instinkterne. Primitive som de er, repræsenterer de sjælens kerne. Omkring krybdyrhjernen ligger den prægtige hjernebark. Her fødes kulturen. Når dansktop sangerinden synger om at finde ind til sjælens kerne, når hun synger "slip det fri så vil alting ske" så tro hende ikke. De mørke kræfter i krybdyrhjernen skal kontrolleres. Det er denne kontrol, der gør os til mennesker.

Copyright: Peter Lund Madsen