Det Kulturelle Rubicon*

Det er kun 45.000 år siden at menneskehjernen var færdigudviklet. Det er ingenting. Jævnfører man jordens alder på 5 milliarder år med den distance en flyvemaskine skal tilbagelægge på rejsen fra Kennedy Airport i New York til Københavns Lufthavn i Kastrup, så svarer den tid, menneskehjernen har eksisteret her på jorden til den korte tur den trætte luftturist skal tilbagelægge fra sit sæde bag i maskinen og ned på startbanen (55 meter). Tidsmæssigt er vi mennesker kun en ubetydelig parentes i jordens historie.

Alligevel har vi i vor korte tid her på jorden fuldstændigt forandret regelsættet for livets udfoldelse. Efter menneskehjernen er det ikke længere kroppen der afsætter rammerne for livets udfoldelse. Med menneskehjernen er kulturen blevet den dominerende evolutionære drivkraft. Det er ikke længere de gener der definerer den bedst tilpassede fysik der bliver ført videre. Nu er det de gener der tilhører den mest effektive kultur, der bliver spredt. Den gode idé er blevet drivkraften i menneskets udviklingshistorie. Menneskehjernen kan oplagre viden fra generation til generation. Alt er under forandring. Vi bliver hele tiden klogere. Med menneskehjernen er mennesket sat på en rejse med ukendt mål.

Vi har været her i ca. 45.000 år. De første 35.000 år var stilhed før stormen. Men for godt 10.500 år siden fik mennesket sin første revolutionerende idé: Agerbruget. Siden har intet været som før. Med agerbruget kunne mange mennesker brødfødes på et lille landområde. Muligheden for bydannelse opstod. De første civilisationer blev født. Efter yderligere 10.000 år, for 500 år siden, løb vi ind i den næste revolution: Naturvidenskab og teknik. Naturkræfterne blev sat i menneskets tjeneste. Vi stadfæstede vores magt, og der blev plads til endnu flere af os. Fra at være en ubetydelig minoritet er mennesket nu den altdominerende art her på jorden.

Og her 500 år senere står vi midt i to opdagelsesrækker, der hver især vil revolutionere vores livsbetingelser. Som hver især, for altid, vil kuldkaste vores syn på os selv og den verden, vi tror der er. Komputerne der vil blive en forlængelse af vores hjernekapacitet. En samarbejdspartner i vor sjæleliv. Genteknologien som vil give os magten over opskriften på os selv. Ingen ved hvad der vil ske, og det stopper ikke her. Menneskehjernens opsamling af viden er en rejse, hvor hastighed hele tiden øges. Der er ingen vej tilbage og målet er ukendt.

Og her står vi så og kan ikke andet, som altid, på tærsklen til fremtiden. Naturligvis fyldes vi af frygt ved udsigten til alt det nye, der skal ske. Uvisheden skræmmer og der findes svage sjæle, der mest af alt ønsker at sætte udviklingen i stå. Men det nytter ikke. Fremtiden kommer. Menneskehjernen er skabt til at søge viden. Naturen har bygget vores hjerner med opdagelsestrangen. Det er en del af vores natur at vi hele tiden skal se, hvad der gemmer sig bag det næste bjerg. Det er en af de egenskaber, der har bragt os vidt. Om vi skal indsamle mere viden er ikke et valg; det er en naturgiven nødvendighed. Det er vores skæbne hele tiden at blive klogere. Vi kan ikke lave vores hjerner om. Vi kan ikke slukke for opdagelsestrangen, fordi vi bliver skræmte ved udsigten til den magt, som vi er ved at tiltvinge os. For bare halvtredstusind år siden døde vore forfædre af sult, kulde og skræk på vindblæste stepper. Det var et usselt liv de levede - stenalderfolket - ingen ønsker sig stenaldermandens liv. Vi er kommet meget langt på vores halvtredstusinde år. Vi mennesker kan være meget stolte over det vi har udrettet.

Da Cæsar passerede floden Rubicon på sit felttog mod Rom hengav han sig til sin skæbne, der var ingen vej tilbage - terningerne blev kastet. Således er det også med menneskearten og vores felttog mod fremtiden. Vi har for længst passeret vores kulturelle Rubicon - der er ingen vej tilbage. Vi er på vej. Frygtsomme i vor mægtige magt.

* Titlen og dele af tankegodset i denne tekst baserer sig direkte på Peter K.A. Jensens fremragende bog: Menneskets Oprindelse og udvikling (G.E.C. Gads forlag). Bogen anbefales atter.

Copyright: Peter Lund Madsen