konklusion

Der er i en vis forstand intet nyt i ovenstående beskrivelse af humorens væsen.

Alle elementer som indgår, har tidligere været foreslået eller beskrevet i teorier

om humor. Det nye er udelukkende forsøget på at samle disse spredte elementer

til en samlet fremstilling, der udviser bredde nok til at kunne rumme de mange

forskelligartede opfattelser af humor, som er opstået gennem de forskellige

forskeres afdækning af de dele af humorens væsen, som passer ind i deres

teoridannelse.

Når sådanne synteser (sml. Gervais & Wilson 2005) synes påkrævet netop nu, så

skyldes det, at snæversynede teorier (som holder sig inden for de afstukne

faggrænser) ofte kommer til kort over for de udfordringer, som vi står overfor i

bestræbelserne på at koble forståelsen af vores opfattelse af sprog og virkelighed

med den naturvidenskabelige hjerneforskning. Sådanne mere snævre teorier har

(selvom man kan nære en mistanke om, at de primært anvender humor til at

belyse egne teorier - f.eks. Gioras Graded Salience Theory (Giora 2003) eller

Coulsons Frame-shifting (Coulson & Kutas 2001) - snarere end at bruge teorien til

at belyse humorens væsen) naturligvis leveret vigtige bidrag til forståelsen af

humors mekanismer. Men nye tider kræver nye tilgange, og i denne situation er

der - efter min bedste overbevisning - brug for tilgange, som i langt højere grad

formår at belyse samspillet mellem kognition og emotion i den menneskelige

forståelse af verden.

Nærværende artikel er således et første, tentativt forsøg på at skabe en beskrivelse

af humor, som anerkender og belyser dette samspil, og kræver derfor en

tilsidesættelse af traditionelle faggrænser - som aldrig har været ment som en

hæmsko, men snarere som en motivation for udforskningen af vores

menneskelige virkelighed. Dette forsøg må imidlertid forblive en skitse, idet vi

på nuværende tidspunkt mangler central viden, som er nødvendig for at

formulere en formfuldendt teori. Disse dele tæller ikke blot samspillet mellem

kognition og emotion - som også inden for den naturvidenskabelige

hjerneforskning i længere tid har været kørt ud på et sidespor i forskningen

(LeDoux 1999, Damasio 1994) - men også vores viden om forholdet mellem

sprog og emotionelle reaktioner [37], mellem humor og det øvrige følelsesrepertoire,

og om humors biologiske fundament (selvom Gervais & Wilson (2005) er en

begyndelse), etc. Vi kan kun krydse fingre for, at fremtiden vil udbedre disse

forhold.

Selvom ovenstående skitse af humorens væsen derfor langtfra er komplet, håber

jeg, om ikke andet, at have vist med al tydelighed, hvorfor Piet Heins intuitive

erkendelse af, at humor og spøg bør tages alvorligt og faktisk kan lære os noget

om forhold, som har den største betydning for vores forståelse af os selv, vitterlig

er udtryk for en vigtig erkendelse - og ikke blot er en ubetydelig leg med ord.

- Thomas Thaulov Raab.

= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =

[37] - som er af begrænset omfang, og som her ikke er medtaget af hensyn til

klarhed og omfang af denne artikel.