hvor kommer humor fra?
Opfattelsen af humor som en oplevelse af en ubehagelig, pinlig, paradoksal eller
potentielt truende stimuli i en tryg (dvs. ikke-truende) ramme er naturligvis ikke
en ny opfindelse. Allerede Guthrie (1903) mente at humor, eller "fornøjelse"
(amusement), opstår i en disharmonisk situation, hvis - og kun hvis - vi samtidig
er overbevist om, at alt er "i orden" (all right) [31]. Også Mary Rothbart (1976) har
understreget, at inkongruens (som må være latterens anstødssten for at blive til
humor) må forekomme i en sammenhæng, som er behagelig, tryg og ikketruende.
Langt de fleste teorier, som har sat fokus på den trygge (ikke-truende) ramme,
har imidlertid forstået denne som koblet til leg - som modsætning til alvor.
Pointen i denne forståelse er, at de potentielt farlige oplevelser opfattes
humoristisk, fordi det hele foregår i en ramme af useriøsitet og leg - hvilket
passer udmærket med munterhed som humors typiske karaktertræk. Hermed
bliver grundmodellen for humor den form for fysisk leg, dvs. afprøvning og
træning af biologisk værdifulde handlemønstre i en ikke-alvorlig social ramme,
der er typisk for pattedyr - og som dermed i sidste ende må ses som humors
evolutionære oprindelse (Gervais & Wilson 2005).
Den sociale tryghed, som er forbundet med leg (og som - i parentes bemærket -
er det, som negerer den potentielle fare, som opstår, når vi overraskes i humor) -
er således essentiel i Paul McGhees beskrivelse af humor (1979). For McGhee er
humor primært en leg med ideer eller ord - som i den sproglige humor. Han
beskriver således (1971), hvordan humor hos børn kan udløses helt uden nogen
"opløsning" af inkongruenser (jf. Suls' totrinsmodel) - oplevelsen af
inkongruens i en tryg ramme er nok. Selvom vi som voksne normalt kræver lidt
mere, før vi griner (f.eks. oplevelsen af utilstrækkeligheden af vores
begrebsapparat), kan man i dette lys i en vis forstand anse humor som
udsprunget af og koblet til ufarlig leg - og tilmed bruge dette som argument for
ikke at tage den alvorligt. Det er dog også muligt, at humor har langt videre
betydning end som så.
I et af de seneste forsøg på at belyse humorens væsen ved hjælp af moderne
hjerneskanningsteknik (fMRI) forsøgte Watson, Matthews og Allman (2007) at
finde ligheder og forskelle mellem sprogbaseret humor og visuelt baseret humor.
De anvendte avistegneserier - dels et udvalg af forskellige forfattere og tegnere
fra avisen The New Yorker og dels et udvalg af The Far Side af Gary Larson. Ikke
overraskende, fandt de en forhøjet aktivitet i de områder, som tager sig af visuel
forarbejdning ved tegneserier, som baserede sig udelukkende på visuelle stimuli,
mens de fandt en forhøjet aktivitet i venstre hjernehalvdels klassiske
sprogområder i de tegneserier, som baserede sig på forholdet mellem tekst og
tegning. Dette blev tolket som et udtryk for, at de to forskellige typer udløste et
øget behov for analyse fra disse områder i hjernen for at forstå vittighedernes
pointe.
Hovedargumentet for forsøget var imidlertid en forventning om at finde en
forøget aktivitet i to særlige områder af hjernen, gyrus cingularis anterior og
fronto-insular kortex, som indeholder en særlig type neuroner, de såkaldte Von
Economo-celler, som en af forfatterne, John Morgan Allman, tidligere havde
påvist hos mennesker og menneskeaber. Disse celler antages at være opstået for
ca. 15 millioner år siden og understøtter dermed den traditionelle forestilling
om, at humor er en særlig menneskelig - eller i dette tilfælde: en
menneskeabelig - foreteelse. Denne forventning blev mere end opfyldt, idet
graden af oplevelse af humor faktisk korrelerede med aktiviteten i disse områder.
Udover dette fund, fremhæver forfatterne desuden en forøget aktivitet i
amygdala, som de ser som et led i en omfortolkning af tegneseriens
belønningsværdi (reward value), som opfattes som koblet til Suls' andet stadie
(som de her kalder reinterpretation). Dermed giver de udtryk for den traditionelle
opfattelse af humor som koblet til positive følelser, idet de henholder sig til, at
amygdala i de senere år i flere studier er blevet koblet til andre og mere positive
følelser, end den frygt, som aktivitet i amygdala traditionelt er blevet set som et
korrelat for [32].
Spørgsmålet er blot, om forfatterne her kan være blevet forblændet af vores
traditionelle opfattelse af humor som en ensidigt positiv oplevelse? Mens det er
fuldt ud muligt, at aktiviteten i amygdala kan ses som et led, som indgår i
skabelsen af en positiv oplevelse, så er det lige så muligt at fortolke amygdalaaktiviteten
på traditionel vis, hvor den er koblet til frygt og ængstelse, eller blot
årvågenhed (arousal), som det vigtigste led i hjernens alarmsystem (LeDoux
1999) [33]. Eller sagt på en anden måde: amygdala-aktiviteten er næppe blot udtryk
for en positiv oplevelse, idet amygdala-aktivitet også er typisk ved tvetydigheder,
læsning af følelsesladede ord, inkongruens (mellem ord og billede),
responskonflikter, samt enhver form for emotionel konflikt (Etkin et al. 2006). I
stedet for at gisne om, hvorvidt oplevelsen af aktivitet i amygdala er positiv eller
negativ, bør vi måske i stedet bemærke, at amygdala typisk udviser aktivitet ved
netop den type inkongruenser, som er typisk for humor - og, som vi kun kan
formode, er forbundet med et vist potentielt ubehag.
Dette ville til fulde kunne forklare, hvorfor humor netop resulterer i øget
aktivitet i amygdala og gyrus cingularis anterior (GCA) - samt områder i og
omkring insula, som bl.a. udgør et bindeled mellem GCA og signalerne fra
kroppens indre - som fællestræk ved forskellige former for humor. Amygdalaaktiviteten
afspejler de forskellige former for inkongruens, som kan skabe det
element af ubehag, som er et nødvendigt element i humor, mens aktiviteten i
GCA uden større problemer kan tolkes som et udslag af modsætningen mellem
den pludselig opståede, tilsyneladende truende situation, og den generelle
tilstand af velvære og tryghed. Det er her væsentligt, at GCA ikke blot er aktiv
ved responskonflikt eller ved opløsningen af emotionelle konflikter (Etkin 2006),
men også er ansvarlig for vores opfattelse af den "sociale situation" - og samtidig
er et essentielt element i vores sociale signalsystem, og f.eks. er kendt som det
sted, hvorfra vores "ægte" følelsesudtryk - f.eks. det "ægte" smil (eller Duchennesmilet)
- udløses.
I denne sammenhæng er det ikke uvæsentligt, at et andet fMRI-stuide (Etkin et
al. 2006) har påvist, at netop GCA er involveret i at dæmpe responsen i
amygdala i tilfælde af sådanne konflikter [34]. Det er derfor langt fra udelukket, at
man heri med tiden kan finde et direkte neurologisk korrelat for humors
mekanismer, som - i lyset af ovenstående - måske bedst beskrives som "den
pludselige introduktion af en påvirkning, som kan virke truende i kraft af sin
natur, sin sociale betydning eller sin tvetydighed (aktivitet i amygdala), i en
situation, hvor vi føler os trygge og ikke umiddelbart truet, og hvor denne
påvirkning derfor kan fortolkes som fysisk ufarlig (aktivitet i GCA, som leverer
en vurdering af den aktuelle sociale situations karakter, samt en vurdering af
situationens biologiske betydning for os - gennem insula, som modtager signaler
fra kroppens indre)" [35].
Er denne tolkning korrekt, har humor langt større betydning, end blot som
umoden lege-adfærd, som har overlevet op i voksenalderen. I så fald kan humor
placeres som en væsentlig brik i den tendens til at søge viden om netop de ting,
som udgør en potentiel trussel, som er karakteristisk for pattedyr. Som
dokumenteret utallige steder, eksempelvis i Bræstrups klassiker Hjortebogen
(1952: 82), er det (mod forventning?) ikke normalt for pattedyr at flygte ukritisk
fra farer, som f.eks. rovdyr. Enhver flugt fra fare er jo forbundet med
omkostninger i form af energiforbrug og risiko for, at man blot ender i større
fare. Derfor er der en generel tendens til hos pattedyr at udforske det potentielt
farlige, sådan at der kan skelnes mellem det, man bør flygte fra, og det som i
øjeblikket er ufarligt [36]. Man bør her bemærke, at ethvert element i dyrets
omverden, som ikke umiddelbart kan rubriceres i en af de to kategorier, altid er
potentielt farligt - og derfor må undersøges. Den mætte løve får derimod ikke
nødvendigvis zebraflokken til at flygte.
Hos mennesket er den trussel, som skal beherskes imidlertid ikke primært rovdyr
eller ydre trusler, men af indre, social karakter. Den største trussel mod
mennesket har altid været mennesket selv, og den største fare, vi står overfor er
dermed altid, at den sociale balance, borgfreden, kan risikere at kollapse, hvis vi
ikke er varsomme. Hvor hjorten skal lære at takle truslen fra rovdyrene uden at
gå i panik, har humor sandsynligvis udviklet sig hos mennesket som et våben til
at takle potentielt truende sociale situationer (Gervais & Wilson 2005, Provine
2000), som ofte opstår i forbindelse med typiske sociale tabuer som sex eller
aggression - humors vigtigste drivkraft.
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[31] Guthrie mente dog samtidig, at mens smil var medfødt, var latter tillært -
hvilket ikke er korrekt (Keith-Spiegel 1972).
[32] Denne omfortolkning sættes bemærkelsesværdigt nok i relation til Antonio
Damasios begreb om "somatiske markører" (somatic markers), idet der
henvises til et studie af bl.a. Damasio og Antonio Bechara (Bechara et al.
1999). Begrebet "somatiske markører" dækker over en forestilling om, at der i
de dele af hjernen, som er involveret i den stadige overvågning af kroppens
indre tilstand, skabes en repræsentation af sammenhængen mellem de ydre
stimuli og den indre tilstand, som er koblet til disse. Disse markører har den
fordel, at de kan aktiveres langt hurtigere, end kroppens normale fysiologiske
reaktioner og dermed skabe en emotionel respons på en ydre påvirkning
inden for en meget kort tidsramme - hvilket blandt andet er påkrævet i
humor. Det bemærkelsesværdige er, at netop amygdala her fremhæves, idet
Damasio primært har sat fokus på områder i og omkring insula og gyrus
cingularis anterior, som de væsentligste placeringer for hjernens
repræsentation af kroppens indre tilstande (Damasio 1994, 1999, 2003).
[33] Hvilket er en af årsagerne til amygdalas korte reaktionstid, idet det er af
biologisk fordel at kunne reagere hurtigt på eventuelle farer - sml. humors
overraskelseselement.
[34] Dette studie blev udført med en særlig opgave (emotional Stroop task), som
netop tog udgangspunkt i en konflikt, som blev skabt ved hjælp af en
inkongruens mellem ord og billede (et ansigtsudtryk). Udløsningen af
aktivitet i amygdala skete således på en måde, som ikke ligger langt fra det, vi
må forestille os må foregå i humor.
[35] Sml. Etkins et al. (2006: 8): "Taken together, these studies suggest that the
response to threat in healthy subjects involves two distinct stages - an initial
unconscious, anxiety-related bias reflected in amygdala activation (and with
it enhanced vigilance), followed by a secondary context-responsive
suppression of amygdalar responsiveness by the rostral cingulate."
[36] Humor er dermed knyttet til et biologisk behov for at søge viden om netop
de emner, som kan være en potentiel trussel for os - hvilket passer som fod i
hose med, at de ting, som er forbundet med en emotionel ophidselse
(arousal), huskes bedre, fordi det er et signal om, at de har en biologisk
betydning for os.
