humorens tidsparadoks

 

De mange studier af de to hjernehalvdeles bidrag til forståelsen af humor

bekræfter opfattelsen af humor som en todelt proces, hvis elementer i særlige

tilfælde kan observeres adskilt fra hinanden. I et af sine ERP-studier har Seana

Coulson i samarbejde med Marta Kutas (2001) forsøgt yderligere at belyse Suls'

totrinsmodel (1972) for humorforståelse. Coulson og Kutas benyttede sig her af

det såkaldte N400-potentiale (Kutas & Hillyard 1980), som er et mål for

sværhedsgraden af at integrere et ord i en forståelsesramme (Kutas et. al 2000),

som de tolker som et korrelat for andet stadie i Suls' model (som de her kalder

coherence) [13]. Forsøgene blev udført med vittigheder i stil med:

 

(6) Jeg spurgte bartenderen efter noget koldt med masser af rom i, og han foreslog

mig sin kone (med normal kontrol: sin daiquiri)

 

(7) Hun havde læst så meget om de negative effekter af rygning, at hun besluttede

at holde op med at læse (med normal kontrol: at ryge) - her i min egen

fordanskning.

 

Resultaterne førte imidlertid ikke umiddelbart til en bekræftelse af Suls' populære

totrinsmodel, idet de potentialer, som Coulson og Kutas tolker som udtryk for de

forskellige led i forståelsen af det humoristiske udsagn, ikke fulgte hinanden i et

tidsligt forløb, men forekom inden for den samme tidsramme [14]. Coulson og

Kutas var derfor tvunget til at konkludere: "The temporal overlap of these jokerelated

ERP effects thus makes it unlikely that joke processing can be accounted

for in terms of a simple two-stage model with surprise and coherence engaged in

sequence." (Coulson & Kutas 2001: 74). Man skal naturligvis være varsom med

at overfortolke sådanne resultater, men ikke desto mindre peger de på, at mens

det er muligt at påvise den todelte struktur i humorforståelsen i de to

hjernehalvdeles bidrag til processen, så er det langtfra uproblematisk at opfatte

dette som et tidsligt forløb, bestående af en indledende inkongruens og en

efterfølgende opløsning [15].

I sin beskrivelse af humorens væsen kommer Rachel Giora (2003) med en delvis

løsning på dette problem. I stedet for at opfatte det sådan, at den ene

forståelsesramme erstatter den anden i et tidsligt forløb, sådan at den nye ramme

først bliver konstrueret/aktiveret efter at vittighedens inkongruens er konstateret,

foreslår hun, at man skal forstå det sådan, at de to læsninger eksisterer

sideløbende, blot med forskellig "vægt" (salience). Det som sker, når pointen

træder i effekt, er derfor, at den tidligere mindre vægtede læsning træder i

forgrunden, og den tidligere mest åbenlyse (salient) læsning fortrænges til

baggrunden [16].

Det vigtige skift mellem de to læsninger foregår dermed ikke som en

konstruktion af en ny ramme, men primært ved en undertrykkelse (suppression)

af den tidligere mest åbenlyse læsning. Giora forklarer således det fundne N400-

respons som udtryk for denne undertrykkelse, snarere end som et udtryk for en

egentlig forandring af forståelsesrammen. Hermed mener hun at løse et andet

problem for Coulson og Kutas, nemlig at forklare hvorfor et sådant skift i

forståelsesrammen (frame-shifting) tilsyneladende er forbundet med mindre

besvær (mindre N400), når der ikke er tale om humor, end når der er tale om

humor, idet denne undertrykkelse af den mest åbenlyse læsning netop er det,

som adskiller humoren fra f.eks. ironi eller metafor, hvor begge læsninger

bibeholdes [17].

Gioras Graded Salience Hypothesis (1997) kan således bedre forklare det tidslige

sammenfald af de potentialer, som i Coulsons og Kutas' ERP-målinger menes at

korrelere med de forskellige led i Suls' model for humorforståelse - selvom den

mangler at forklare, hvordan den læsning, som jo må præsenteres som en

overraskelse, for at der overhovedet er tale om humor, allerede skulle kunne

være aktiveret inden pointen (- kan en vittighed være fuldendt, hvis vi allerede

på forhånd aner pointen?). Til gengæld giver den ikke noget entydigt svar på,

hvorfor undertrykkelsen af den mest åbenlyse læsning fremkalder en

humoristisk respons. Forklaringen herpå kan være, at det for at forstå humor til

bunds er nødvendigt at forlade den ensidigt kognitive forståelsesramme.

 

= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =

[13] I Coulsons optik fortolkes dette N400-potentiale endvidere som et korrelat

for et skift af fortolkningsramme i læsningen, som svarer til hendes teoretiske

grundbegreb frame-shifting (Coulson 2000).

[14] "While the positivities have been argued to reflect a surprise component of

joke processing, and the sustained negativity to index frame-shifting needed

to re-establish coherence, all three effects occur within the same time

window." (Coulson & Kutas 2001: 71).

[15] Hvilket muligvis er årsagen til at Seana Coulson i sine efterfølgende forsøg,

f.eks. Coulson & Lovett (2004) og Coulson & Williams (2005), i stedet har

koncentreret sig om de to hjernehalvdeles bidrag til opfattelsen af humor.

[16] Det er i denne sammenhæng muligt at se Bateson (1969) - som Suls nævner

som sin foregangsmand - som en forløber for Gioras opfattelse af humor, idet

han - med Suls' ord (1972: 95) - "suggested that humor occurs when the

punch line brings what was background material for a joke suddenly and

unexpectedly to the center of attention, as in the reversal of figure and

ground."

[17] "In sum, while jokes and other tropes (irony, metaphor) share similar early

processes activating salient meanings initially, they diverge with regard to

integration processes. Whereas understanding irony and metaphor involves

retention of salient, though contextually incompatible meanings […], joke

interpretation does not." (Giora 2003: 175).

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS