humor før og nu
Det er muligt, at man bør kalde en spade for en spade. Men i humor er ting
aldrig, hvad de giver sig ud for at være - og dette gælder også for humoren selv.
Før vi kaster os ud i den i bund og grund halsløse gerning, det er at forsøge at
levere en fyldestgørende beskrivelse af humorens mekanismer, må vi derfor
skabe os et overblik over, hvad humor egentlig er. Det oplagte træk er her, som
altid, at søge mod den videnskabelige tradition - men det er desværre langtfra
sådan, at et historisk overblik tegner et klart billede af, hvad humor er. Patricia
Keith-Spiegel (1972) må således afslutte sit forsøg på at opsummere de historiske
forsøg på at forstå humorens væsen med følgende konklusion [2]: "At præsentere
en opsummering af humorens væsen ved at trække alle de spredte stumper
sammen, som er revet fra hinanden gennem århundreder af teoretisering, ville,
for at sige det mildt, være en umulighed" (Keith-Spiegel 1972: 34) [3]. Den nyere
forskning har heller ikke leveret noget tydeligt overblik eller et begrebsapparat,
som entydigt beskriver, hvad humor er - men enkelte hovedpunkter kan dog
trækkes frem.
En af de tidligste opfattelser af humor, som kan spores i den filosofiske tradition,
er opfattelsen af humor som en selvhævdelse, en triumf over, at vi er bedre end
andre, som typisk kommer til udtryk i, at vi griner over andres ulykke, bruger
latter til at fornedre andre og hæve os selv over det lave og gemene. Denne
opfattelse kan findes hos Platon (i Philebus-dialogen), hos Aristoteles (i Poetikken)
og hos senere filosoffer som Hobbes (i Human Nature) eller Bergson. I nyere tid er
fortalerne færre, men de findes. Den mest indædte nutidige repræsentant for
denne holdning er Gruner, som har udnævnt latterliggørelse (ridicule) til det
mest grundlæggende element i al humor, og som mener, at triumf i kamp,
mobning og nedgørelse af andre er den fylogenetiske baggrund for udviklingen
af latter og humor (Gruner 1978, 1997). Det kan være svært helt at afvise, at der
er en sandhed i dette. Men i betragtning af humors rolle i det positive samspil
mellem mennesker og dens kobling til karaktertræk som munterhed, er det
tydeligt, at dette i hvert fald ikke dækker alle former for humor [4].
Den egentlige fællesnævner for de mange forskelligartede forsøg på at forstå
humorens væsen, må være dens karakter af overraskelse. Det er en opfattelse, der
som minimum kan spores tilbage til Descartes, Hobbes og Darwin (Keith-Spiegel
1972). Overraskelseselementet, som gang på gang er blevet fremhævet af
humorforskere, bekræftes intuitivt af de omstændigheder, som omgiver
vittigheden. En vittighed må være ny - ellers finder vi den ikke sjov. Derfor
indledes fortællingen af en vittighed ofte med "Har du hørt den om …?", da den
vittighed vi allerede har hørt ikke længere er morsom. Det er fuldt ud muligt at
sætte pris på vittigheder, vi allerede kender, men der er en væsensforskel på,
hvordan vi reagerer på disse, i forhold til vittigheder, vi hører for første gang [5] -
og man kan argumentere for, at der kun i sidstnævnte tilfælde er tale om
egentlig humor.
Det nødvendige overraskelseselement i humor illustreres måske allerbedst af den
mest forudsigelige, klichéagtige form for humor, vi overhovedet kender. De
klassiske discipliner inden for den fysiske komedie, "glide i en bananskræl" eller
"få en lagkage i hovedet", kan synes at være det mest forudsigelige af alt, idet vi
ved præcis, hvad der skal komme, og kunne dermed siges at modsige
overraskelsen som et nødvendigt element i humor. Her er det ikke selve
gerningen, men derimod hvornår - eller hvordan - lagkagen afleveres, der udgør
overraskelseselementet. Deraf kommer betydningen af den komiske timing, som
er kendetegnende for al fysisk komik. Selv i denne form for humor, hvor selve
handlingen er velkendt, er det således overraskelsen over, præcis hvornår dette
foregår, som udløser humor - og jo mere uforudsigelig selve afleveringen af
lagkagen er, jo større humor [6].
Den grundlæggende model for humor er i denne forstand det at blive kildet. Vi
kan som bekendt ikke kilde os selv, og det skyldes, at vi i denne situation ved
præcis, hvornår den udløsende stimulus kommer. Dette er nok til, at vi ikke
længere griner af at blive kildet. Men når stimuli kommer udefra, og dermed er
uforudsigelig i sin natur, skal der ofte blot forventningen til, om at vi bliver
kildet, for at udløse latter.
I den skriftsproglige humor, som er vores objekt i denne artikel, er denne timing
naturligvis sat ud af spil, idet vi jo selv styrer den fremadskridende læsning.
Overraskelsen må derfor skabes på anden vis, og da den eneste overraskelse, som
synes mulig i læseprocessen, er præsentationen af noget materiale, som ikke
umiddelbart passer ind i den sammenhæng, som vi er ved at etablere i
læseprocessen, er dette kendetegnet for den sproglige humor. Dermed er pointen
skabt - og i humorteorier beskrives denne typisk som præsentationen af en
inkongruens - underforstået, mellem tekst og pointe.
==> videre til "der er noget som ikke stemmer"
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[2] Andre historiske overblik over humorforskning er f.eks. MacHovec (1998),
Monro & Piddington (1963), Martin (2007), og Morreal (1987) - som jeg
naturligvis står i gæld til for historiske referencer omkring humorteorier før
og nu.
[3] "To present a summary of the nature of humor by drawing together all of the
scattered pieces rent apart over centuries of theorizing would be, to put it
mildly, an impossibility" (Keith-Spiegel 1972: 34).
[4] Årsagen til at disse aggressionsteorier om humor alligevel har været historisk
fremtrædende, kan være, at der i virkeligheden er to forskellige former for
latter, Duchenne og ikke-Duchenne (Gervais & Wilson 2005), som styres af
forskellige centre i hjernen, udløses i forskellige situationer, og hvoraf kun
sidstnævnte i nogen grad kan siges at være associeret med social aggression.
Gervais & Wilson påpeger desuden, at ikke-Duchenne-latter sandsynligvis er
opstået efter Duchenne-latter i udviklingshistorien, som en efterudvikling af
denne, hvorfor sidstnævnte ikke kan bruges som udgangspunkt for en
beskrivelse af humors oprindelse. I resten af denne artikel vil vi derfor
koncentrere os om den form for humor, som er associeret med Duchennelatter.
[5] Suls (1972) beskriver flere forskellige grunde til, at vittigheder kan være sjove,
selv anden gang. De er, kort fortalt: 1) vittigheder, som ikke er meget sjove,
huskes ikke så godt (da de mest intense oplevelser huskes bedst), og derfor
kan man glemme pointen, 2) der kan være flere grunde til, at en vittighed er
sjov - og dermed flere overraskelser, 3) vittigheden er blevet forbundet med
den positive tilstand første gang, man hørte den, og 4) vittigheden kan blive
endog endnu sjovere, når den er befriet for den utryghed, som er forbundet
med at opleve noget nyt og ukendt (Suls 1972: 94).
[6] Når lagkage-eksemplet og banan-eksemplet kan slippe af sted med at være så
forudsigelige, skyldes det sandsynligvis, at humor her ikke kun udløses af
overraskelsen, men også af en identifikation med den person, som det går ud
over - se senere under beskrivelsen af falde-på-halen komik.
