emotionelle teorier om humor
Der er intet nyt under solen - og der er heller intet nyt i at fremhæve det
emotionelle som et vigtigt element i forståelsen af humor. Eysenck (1942)
skelnede således mellem humorens kognitive (cognitive) side, primært bestående
af inkongruens og kontrast mellem idéer, og dens emotionelle (orectic) side,
bestående af henholdsvis dens selvhævdende (conative) og dens affektive
(affective) element [18]. Scheerer (1948) skelnede også mellem humorens kognitive
og emotionelle sider, men opfattede primært denne skelnen som modsætningen
mellem en objektiv og en subjektiv oplevelse af humoren - helt i tråd med den
traditionelle opfattelse af kognition som almen og generel, og affekt som
individuel og dermed variabel [19]. De teoretikere som vitterlig tilkender de
emotionelle elementer en vigtig rolle i humoren, har dog historisk set enten set
humor som et udtryk for en generel positiv holdning til livet eller som en
udløsning af en psykisk energi.
Opfattelsen af humor som en udløsning af psykisk energi kan spores tilbage til
Kant (1790), der beskrev latteren som "en affekt der opstår af den pludselige
forvandling af en spændt forventning til intet" [20]. Den bliver dog først for alvor
mål for en detaljeret beskrivelse hos Herbert Spencer (1860), hvis model for
humor skal forstås i lyset af tidens forkærlighed for at bruge hydraulik som
metafor for menneskelig tænkning. I analogi med tidens vigtigste teknologi,
dampmaskinen, er humorens udløsning her at sammenligne med en lettelse af
damptrykket gennem en sikkerhedsventil.
Spencers model videreførtes af psykoanalysens fader, Sigmund Freud (1905), som
også forstår humor som en (pludselig) udløsning af en (over tid) ophobet psykisk
energi. Denne opfattelse synes i enkelte tilfælde at være passende, som
eksempelvis i de allerede nævnte komiske klassikere "glide i en bananskræl" eller
"få en lagkage i hovedet", hvor man på forhånd ved, hvad der vil ske, men ikke
hvornår selve handlingen (udløsningen) vil finde sted - og derfor netop kan tale
om en opbygning af en forventning, som kulminerer i handlingens udførelse.
Disse eksempler er dog langtfra typiske for humor generelt - og slet ikke for
sproglig humor. Den optimale timing i den sproglige vittighed synes utvetydigt
at være at inkongruensen (som man må forestille sig opbygger den psykiske
energi) og dens opløsning begge etableres isoleret i pointen - som helst skal falde
så sent og så kortfattet som muligt.
Som Giora (2003) påpeger, er det en essentiel del af en vittigheds opbygning, at
vi bliver ledt i én bestemt retning, som til at starte med er utvetydig, og at denne
entydighed er bibeholdt (retention) helt frem til pointen, hvor overraskelsen,
inkongruensen, der tvinger os til en omfortolkning af hele vittigheden - som for
Giora består i en undertrykkelse (suppression) af den hidtidige fortolkning -
Præsenteres [21]. De teorier, som forsøger at beskrive humor som en udløsning af en
i forvejen ophobet psykisk energi, står således i endnu højere grad end Coulson
og Kutas (og deres fortolkning af Suls' totrinsmodel) overfor problemer med den
tidslige ramme, idet det netop er karakteristisk for den vellykkede sproglige
vittighed, at der ikke introduceres nogen inkongruens eller tvetydighed før til
allersidst, tidsmæssigt sammenfaldende med udløsningen [22]. Nok sker der i
pointen en skuffelse af en opbygget forventning - men denne forventning er
netop ikke en psykisk spænding, men derimod blot den konventionelle
fortsættelse af den læste sætning, som næppe er forbundet med en ophobning af
psykisk energi - man kunne måske endda sige tværtimod [23].
De fleste nyere undersøgelser af humorens emotionelle grundlag baserer sig på
humorens karakter af morskab og fornøjelse. Denne opfattelse har også gamle
rødder, men har i nyere humorforskning primært været fremtrædende i
beskrivelser af sammenhængen mellem karaktertræk og humor. Her har der vist
sig en tydelig tendens til, at humoristisk sans hænger sammen med et generelt
positivt livssyn og optimisme (Svebak 2000), betegnet "munterhed" (cheerfulness)
(Martin 1998, Ruch & Köhler 1998). Munterhed er direkte korreleret med
humoristisk sans, dvs. sandsynligheden for, at man vil grine af humoristisk
materiale, både som øjeblikkelig tilstand (state cheerfulness) og som generelt
karaktertræk (trait cheerfulness) (Ruch 1997).
At netop karaktertræk eller aktuelle tilstande forbundet med munterhed og
livsglæde er gunstige for humorens udfoldelse modsiger "udløsningsteorien",
idet det viser, at den typiske tilstand forbundet med humoristisk sans er
livsglæde og leg, ikke en form for ophobet psykisk spænding, som trænger til
forløsning. Freuds idé om, at humor primært udløses af fortrængte følelser, er
derfor ikke den mest åbenlyse fortolkning af humor. Grundtilstanden for humor
er den glade disposition, og munterhed er den emotionelle ramme, som er mest
gunstig for udløsning af humor, ikke nervøsitet eller psykisk spænding. Faktisk
tyder alt på, at den latter, som udløses af nervøsitet eller spænding, er af en
fundamentalt anden karakter [24], end den egentlig muntre, og udløsningsteorien
kan dermed i Freuds udgave næppe anses for at være et særlig godt bud på en
generel teori om humor.
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[18] Se f.eks. også Keith-Spiegel (1972: 31).
[19] Som også Wimsatt & Beardsley (1954) er eksponent for.
[20] [§54] "Das Lachen ist ein Affekt aus der plötzlichen Verwandlung einer
gespannten Erwartung in nichts."
[21] "To lead our 'one-track mind' down 'the garden path', the initial content of a
joke is usually unambiguous, compatible with the salient meaning, so that
this interpretation is retained up until the punch line, at which point a
sudden incongruity forces reinterpretation." (Giora 2003: 168)
[22] Coulson og kollegers påvisning af, at N400-potentialet - som de har døbt the
N400 joke effect - er større ved vittigheder, hvor pointen erstatter en entydigt
forudsigelig slutning (high constraint- eller high cloze-sætninger), end i
vittigheder, hvor der ikke er nogen på forhånd givet entydig afslutning (low
constraint- eller low cloze-sætninger), som pointen træder i stedet for, peger
også i retning af, at vittighedens forløb - op til pointen - snarere er præget af
forudsigelighed end spænding (Coulson & Kutas 2001, Coulson & Lovett
2004, Coulson & Williams 2005).
[23] Man kan naturligvis forsøge at argumentere for, at det er selve den
humoristiske ramme, som leverer den spænding eller forventning, som
udløses i pointen. Oftest vil man på forhånd vide, at der er tale om en
vittighed - det siges måske direkte ("har du hørt den om …"), eller også
befinder man sig i en situation, hvor humor forventes (man er taget ind for
at se revy, stand-up, komedie el.lign.). Men det kan næppe betragtes som en
dækkende beskrivelse af humorens væsen (særligt ikke i forhold til sproglig
humor), da den jo overser det essentielle element i langt de fleste nyere
teorier om humor, nemlig inkongruens, som jo netop anses for at skabe den
spænding, som bevirker, at vi finder vittigheden sjov - og dermed også den
spænding eller psykiske energi, som ifølge modellen skal udløses i humor.
[24] Nemlig den såkaldte ikke-Duchenne-latter, se Gervais & Wilson (2005: 400).
