der er noget som ikke stemmer...

 

Opfattelsen af inkongruens som det grundlæggende element i humor går mindst

tilbage til tyske filosoffer som Immanuel Kant (1790) - som etwas Widersinniges -

og Arthur Schopenhauer (1818) - som Inkongruenz [7]. Den simpleste inkongruens

(eller modsætning) er ordspillet, som i sin grundkerne blot består af

præsentationen af en tvetydighed, som skuffer vores forventning om, at en givet

tekst kun kan læses på én bestemt måde. Denne type humor er typisk for

situationskomik og forekommer hyppigt i de velkendte brandere (eller "onkelvittigheder")

a la:

 

(1) Vi har jo ikke andet skæg, end det vi selv sidder på!

 

I skriftsproglig humor er det rene ordspil mere sjældent, og kun få teorier

antager, at den blotte præsentation af en tvetydighed er nok til at forklare

humor. Den mest åbenlyse repræsentant for en sådan holdning er Arthur

Koestler (1964), som opfattede humor som en samtidig oplevelse af to

inkompatible situationer, som han døbte en bisociation. Dette passede som fod i

hose med hans projekt, som var at koble humors mekanismer med kreativitet -

som jo netop ofte forløber som en kobling mellem to tidligere ubeslægtede

begrebsområder.

Langt de fleste humorteorier tager dog afsæt i, at tvetydigheden - den samtidige

præsentation af to ubeslægtede begrebsområder - ikke er nok til at forklare

humor. Den grundlæggende model for humor ses i stedet som et tidsligt forløb

bestående af registreringen af en inkongruens, efterfulgt af en opløsning af

denne inkongruens - som er den egentlige udløser af humor. Æren for denne

model tillægges i dag typisk - måske noget arbitrært - Suls (1972), som vi derfor

må henvise til her, selvom forestillingen om, at inkongruensen kræver en

opløsning, før der bliver tale om humor, allerede var blevet foreslået af f.eks.

Eysenck (1942) [8].

Suls' fortjeneste var primært at sætte fokus på, hvordan inkongruensen tænkes

opløst i læsningen. Hans udgangspunkt for at forudsætte en sådan opløsning

var, at tidligere inkongruensteorier efter hans mening ikke forklarer, hvorfor

inkongruensen i sig selv skulle være forbundet med behag [9]. Ifølge Suls' model er

det således genskabelsen af (en ny) kongruens, som opstår efter opdagelsen af

den første inkongruens, som skaber selve humoren. Eller sagt med andre ord:

humor er en toleddet proces, som forløber ved, at vores første læsning af

vittigheden forstyrres af et fremmedelement (inkongruensen), som imidlertid ved

en omfortolkning af den ramme, vi forstår teksten i, atter kan sættes i

sammenhæng med teksten - og det er konstateringen af den på ny opståede

overensstemmelse mellem pointe og tekst, som skaber det behag, som er

karakteristisk for humor [10].

Det er forholdsvis ligetil at finde eksempler i det empiriske materiale, som lader

sig analysere ved hjælp af Suls' model. Følgende eksempler er taget fra den

danske humorklassiker 560 humørpiller:

 

(2) To damer med hver sin vovse i snor traf hinanden på en bænk i parken og kom

naturligvis i snak om de kære små dyr.

- Har deres hund noget stamtræ, spørger den ene i samtalens løb.

- Næh, det kan man egentlig ikke sige. Den bruger forskellige træer.

 

(3) - Min Viola har to af de skønneste ben i verden.

- Hvor ved du det fra?

- Jeg har talt dem.

 

Her er der tydeligt tale om, at en bestemt læsning fastholdes gennem det meste

af vittigheden, indtil vi i den afsluttende sætning, pointen, tvinges til at forstå

teksten på en anden måde. I (2) erstattes den etablerede ramme (afstamning) af

en ny (urinering), centreret omkring en dobbeltbetydning af ordet "stamtræ".

Der er altså i virkeligheden tale om en udvidelse af det simple ordspil, hvor der

ikke bare præsenteres to samtidige betydninger, men i kraft af vittighedens

tidslige forløb skiftes fra den ene læsning til den anden. I (3) er der en

forventning om, at spørgsmålet drejer sig om, hvordan fortælleren kan vide, at

Violas ben vitterlig er de skønneste ben i hele verden (han kan jo dårligt have set

efter …), som imidlertid erstattes af en besvarelse af, hvordan man er nået frem

til antallet.

Et andet eksempel er det følgende fra Poul Erik Carstensens Etværelses med

spisetoilet. En stand-up encyklopædi (1996), der præsenteres som "Danmarks første

stand-up bog", og som indeholder en lang række korte, humoristiske sentenser

under forskellige overskrifter. Under "SEX" finder vi følgende noget lakoniske

konstatering:

 

(4) Kvinder kan ikke lide sex. Det er i hvert fald min erfaring.

 

Et udsagn, som ved første øjekast udelukkende er af generel karakter, får en

noget uheldsvanger personlig karakter, når det går op for læseren, at årsagen til

at den stakkels mand har fået dette negative indtryk af kvinder, hænger sammen

med hans egen manglende seksuelle formåen.

 

= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =

[7] De har dog begge bidraget med væsentligt mere til forståelsen af humor end

som så - se senere.

[8] Suls (1972) nævner selv både Maier (1932), som talte om en

"omstrukturering" (restructuring), som fandt sted efter inkongruensen, og

Bateson (1969) som sine foregangsmænd.

[9] Forklaringen herpå er nok den simple, at inkongruensens bidrag til

oplevelsen af humor netop ikke er forbundet med behag - men med ubehag.

For en nærmere forklaring, se senere i nærværende artikel.

[10] Andet led i Suls' model bliver ofte kaldt "opløsning" (resolution) (Shammi &

Stuss 1999) eller "sammenhæng" (coherence) (Coulson & Kutas 2001), mens

Suls selv udelukkende benytter betegnelsen "problemløsning" (problemsolving)

- og evt. genskabelse af kongruens - i sin originale artikel (1972). Den

omfortolkning af forståelsesrammen, som er nødvendig for at læsningen

giver mening i et nyt lys, bliver af forskellige teoretikere også beskrevet på

forskellig vis, ved hjælp af forskellige teoretiske begreber, som f.eks. schemas,

scripts (Raskin 1985, Attardo 1994, Giora 2003) eller frames (Coulson & Kutas

2001). Det er imidlertid ikke min hensigt at beskæftige mig med de finere

detaljer i forskellene mellem disse begreber i denne artikel.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS