indledning

Fra de gamle grækere til Johannes Møllehave - spekulationer om humorens væsen er langt fra noget nyt. Alligevel savner vi det store, forkromede overblik over hvorfor humor egentlig er sjov. I denne forfatters øjne skyldes dette manglende klarsyn - og muligvis en modvilje mod at acceptere humor som et biologisk fænomen. I denne første artikel om humorens biologiske væsen vil vi se nærmere på hvordan dette afspejler sig i humorens kognitive aspekter.

Humorens undvigende væsen kan skyldes at det varierer fra kultur til kultur, fra person til person, hvad vi griner af. Ikke desto mindre er der træk ved humoren som går igen. Inden vi fortæller en vittighed er det god tone at spørge om folk har hørt den før. Har de det, kan vi spare os besværet. Alle former for humor indeholder et element af overraskelse, af noget nyt og uventet - hvilket ikke er undsluppet de store tænkeres opmærksomhed, fra Descartes til Darwin.

En af min gamle skoleinspektørs yndlingsbeskæftigelser var at fortælle os uvorne elever om hvor hårdt de havde haft det i hans barndom. Dengang var de så fattige at de kun havde 20 vittigheder, som de derfor havde nummereret, sådan at man kun behøvede at sige et tal mellem 1 og 20 - så vidste alle hvilken vits der var tale om, og kunne grine med. Af og til var der imidlertid et vittigt hoved, som sagde 21 eller 22 - og så grinede alle højlydt, for den havde de ikke hørt før!

==> videre til "paradokset"